Om kampagnen

Med informationsindsatsen ”En lettere barndom” sætter Sundhedsstyrelsen igen i år fokus på overvægt hos 4-6-årige børn. Indsatsen videreføres for tredje år i træk og vil i år udelukkende bestå af lokale aktiviteter. Aktiviteterne starter i uge 20 og kører frem til udgangen af september måned.

Indsatsen er vigtig, fordi hvert femte danske barn er overvægtigt. Det kan få både fysiske og psykiske konsekvenser for de ramte børn. Mange tager desuden problemerne med ind i voksenalderen. Faktisk bliver 70 % af dem, der er overvægtige som børn, også overvægtige som voksne.

Sundhedsstyrelsen ønsker at bidrage til at nedbringe antallet af overvægtige børn i Danmark samt at forebygge uhensigtsmæssig vækstudvikling blandt børn. Sundhedsstyrelsen ønsker derfor:

    • at informere om de kortsigtede konsekvenser ved overvægt i barndommen, såsom at
      overvægt kan medføre mobning, social isolation og mistrivsel

    • at informere om de langsigtede konsekvenser ved overvægt i barndommen, såsom at 
      overvægt i barndommen giver øget risiko for overvægt og følgesygdomme i 
      voksenalderen

    • at anvise handlingsmuligheder for forældre med børn, der er overvægtige eller i risiko 
      for at udvikle overvægt

    • at mobilisere indsatser/aktiviteter, som forebygger overvægt og tilskynder til 
      vægtstabilisering blandt overvægtige børn.

Indsatsen består i år af følgende elementer:

Hjemmeside
Enletterebarndom.dk indeholder lette råd til en sundere hverdag, opskrifter på sund og nem mad og ideer til at få mere bevægelse i hverdagen. Forældre kan også teste familiens vaner med familiens vanetest, beregne deres barns BMI-tal og finde ud af, hvor de kan få hjælp og vejledning, hvis deres barn vejer for meget.

Plakat med 20 lette råd
Plakaten bliver sendt ud til alle daginstitutioner, så de kan hænge den op til inspiration for personale, forældre og børn. Læs mere

Brochure med ideer og råd til forældre
Brochuren ”Giv dit barn sunde vaner for livet” bliver sendt ud til alle daginstitutioner, så de kan uddele den til alle forældre med 4-6-årige børn. Brochuren indeholder blandt andet de 20 lette råd. Download brochure

Sæt hverdagen i bevægelse
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet to aktivitetsplakater med ideer til sjove lege, der sætter hverdagen i bevægelse – både indendørs og udendørs. Læs mere

Idehæfte med opskrifter og lege
Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning har udgivet hæftet ”Spis, leg og ha’ det godt”, som giver familien nye ideer til sund mad og lege. Læs mere

Temadage om Kroppen på Toppen
Se evaluering fra temadagene her

Alt om kost
Mulighed for at institutionen kan få besøg af Fødevarestyrelsens Alt om kost Rejsehold. Læs mere

Vægtguide til voksne
Vægtguiden ”Små skridt til vægttab – der holder” er målrettet overvægtige voksne og viser, hvordan man som voksen kan tabe sig ved blot at ændre nogle små ting i hverdagen. Læs mere

Satspulje til kommunale projekter
I Sundhedsstyrelsens publikation ”Børn i balance” kan du få info om 21 spændende kommunale projekter, der forebygger overvægt hos børn. Læs mere

Pige som tygger