Pige der kikker ned

Fakta om overvægt

Børn skal jo også slappe af, så lidt hygge med en videofilm og saftevand gør vel ingen skade? Sådan kan de fleste forældre nok nikke genkendende til at have tænkt, men sker det for tit, kan de søde sager og for lidt bevægelse betyde, at barnet bliver overvægtigt.

Det kan være svært at se, at ens eget barn er overvægtigt

Overvægt er i dag blevet så udbredt, at vi kan have svært ved at se, når det rammer vores egne børn: ”Det er bare lidt hvalpefedt“, tænker man måske. Men som far eller mor er det vigtigt at være opmærksom – allerede fra barnet er ca. 4 år. For overvægt kan få alvorlige konsekvenser både i barndommen men også senere i livet.

At vokse sig til normalvægt

Mange børn i 3–4 års alderen, der er runde og lidt overvægtige, vokser fra deres overvægt. Lidt ældre børn kan ”vokse sig ud af overvægten“, hvis barnets vægt bliver holdt stabil i en periode via en sund kost og motion, mens barnet stadig vokser i højden. Men realiteten er desværre, at mange børn forbliver overvægtige.

Vejer dit barn for meget?

  • Se på dit barn: Er det lidt for rundt? ”Hvalpefedt“ er ofte starten på en overvægt, der kan blive værre med årene.
  • Hvis dit barn er lidt for rundt, er det en god idé at finde ud af, om barnet faktisk er overvægtigt. Du kan enten spørge jeres læge – eller du kan beregne barnets BMI (Body Mass Indeks) her på siden.
  • Se på barnets maveomfang og buksestørrelse. Svarer den nogenlunde til alderen? Vokser barnet hurtigt ud af livvidden i sine bukser? Tager det hurtigt på i vægt?
  • Se også på dig selv. Hvis du som forælder vejer for meget, har barnet større risiko for at udvikle overvægt. Både barnet og resten af familien kan undgå overvægt ved at få sundere vaner.

I menuen til venstre kan du finde oplysninger om overvægt, f.eks. hvad der kan forårsage overvægt, hvilke problemer det kan medføre, og hvad du kan gøre, hvis dit barn er overvægtigt.